
Kandiserede æbler er en klassiker på de danske julemarkeder. Jeg har ofte været fristet til at købe en, men når jeg skal give 40 kroner for et æble, så bliver jeg altså en smule jysk.
Sidst vi var på julemarked med børnene, så de æblerne og mente straks at de skulle have et hver. Min tanke var “120 kroner for 3 æbler, GLEM DET”, men ud af min mund kom ordene “det kan vi selv lave, når vi kommer hjem”. Og den sætning glemte børnene altså ikke…
På vej hjem måtte vi derfor ind omkring købmanden, her købte jeg en pose med 8 æbler til 10 kroner. Ahh, det var lettere at forholde sig til! De er hverken knald-røde eller særligt fotoegnede, men hvis du er ligeså jysk som jeg, så forstår du min prioritering 😉
Det viser sig i øvrigt, at det er MEGA nemt og hurtigt at lave kandiserede æbler. Karamelsmagen i sirupsmassen bliver mere tydelig, hvis du kan lade æblerne stå til dagen efter.
Synes du også at jul og æbler hører sammen? Så prøv også mine juleboller med æble eller denne marcipan/æblekage.
Det vil glæde mig, hvis du vil følge med på Instagram. Her deler jeg daglig inspiration. Det er også her du kan få et indblik i hvem jeg er, mit liv som småbørn-mor, diabetiker og min madlavning generelt. Jeg håber vi ses 🙂

Kandiserede æbler
Ingredients
- 6 æbler
- 6 grillpinde, spyd, ispinde eller lignende
- 150 gram sukker
- 20 gram glukosesirup
- 20 gram lys sirup
- 70 gram vand
- 1 spsk rød frugtfarve kan udelades
- topping se noter
Instructions
- Vask æblerne af og tør dem godt.Fjern stilken og sæt en pind ned igennem midten.
- Kog sukker, glukosesirup, sirup, frugtfarve og vand i en kasserolle.Tjek om massen er klar: Dyp en pind i massen og hold den under koldt vand. Hvis det størkner er det klar og ellers skal det koge lidt længere. Det skal koge i ca 10 minutter, før det er kogt nok ind til at kunne størkne.
- Hold ved pinden og dyp æblet i sukkermassen. Jeg tipper kasserollen lidt, og drejer æblet rundt heri.
- Dyp straks æblet i din topping – det størkner hurtigt, så lav et æble af gangen.
Notes
- Kokos
- Hakkede mandler
- Chokoladesplinter
- Mini marshmallow
- Smarties
- Kakaopulver og hakket chokolade
- Lakridspulver
Skriv et svar