
Rødbedegreenie har en mild smag af rødbede og jordbær. Det er en god begynder-greenie, som minder meget om en grøntsagsjuice. Jeg er blevet helt forelsket i greenie-verdenen. Det er den perfekte måde at få ekstra mange grøntsager indenbords. Vi får faktisk en del grøntsager i forvejen, men flere skader aldrig. Denne rødbedegreenie bruger vi oftest som et grøntsagssupplement til hovedmåltidet.
Jeg køber gerne en pose med rødbeder, skræller dem, skærer dem i tern, og fryser dem i poser med 100 gram i hver. Hvis jeg har ekstra god plads i fryseren, vejer jeg nogen gange alle ingredienserne af, så jeg har poser klar til at tage op, blende og drikke. Hvis du vil give dig i kast med at drikke dine grøntsager, vil jeg anbefale dig at købe så meget fra frost som muligt, da det letter arbejdsprocessen. Jeg bruger oftest greenies som en snack til mellemmåltidet, og derfor sætter jeg pris på at det kan laves så hurtigt som muligt.
Jeg har også flere bud på greenies, der kan fungere som måltidserstatning. Indenfor den kategori kan du eksempelvis prøve at lave greenie med pære og vanilje eller den cremede greenie med jordbær. Du kan også finde flere eksempler på greeniebowls.
Det vil glæde mig, hvis du vil følge med på Instagram. Her deler jeg daglig inspiration. Det er også her du kan få et indblik i hvem jeg er, mit liv som småbørnsmor, diabetiker og min madlavning generelt. Jeg håber vi ses 🙂


Greenie med rødbede
Ingredienser
- 50 gram rødbede
- 50 gram broccoli frosne
- 50 gram agurk
- 100 gram jordbær frosne
- 2-3 dl vand Mængden af vand justeres efter, hvilken konsistens du foretrækker.
Sådan gør du
- Rødbede, broccoli, agurk, jordbær og vand blendes.Hæld vand i til du opnår den ønskede konsistens.
Noter
- Bemærk at den samlede mængde naturligvis afhænger af den mængde væske der tilføjes.
- Denne mængde er passende til 1-2 personer, da den giver 2 glas.
- Vi bruger denne greenie som en “drink” til frokost eller aftensmad – et grøntsagssupplement.
Skriv et svar