
Nicecream er en lækker erstatning for is.
Når det er varmt udenfor hører der is til – det er i hvert fald et argument mine børn ofte bruger. Men jeg synes ikke deres is behøver at være fyldt med fløde og sukker hver dag, og her kommer en god nicecream ind i billedet.
For at lave nicecream skal du sørge for at have bananer i fryseren. De må godt være godt modne inden du fryser dem, for den cremede konsistens afhænger af hvor modne de er. Jeg synes det letteste er at skrælle bananerne, halvere dem, og fryse dem i en frysepose.
Nicecream kan varieres på mange måder, du kan nemlig tilsætte lige præcis det du bedst kan lide. Her får du to forskellige bud med henholdsvis jordbær og peanutbutter – de smager begge super skønt!
Frosne bananer kan også bruges til smoothies og greenie, her er bananen ligeledes med til at give en cremet konsistens.
Det vil glæde mig, hvis du vil følge med på Instagram. Her deler jeg daglig inspiration. Det er også her, du kan få et indblik i, hvem jeg er, mit liv som småbørnsmor, diabetiker og min madlavning generelt. Jeg håber vi ses 🙂

Nicecream – flere opskrifter
Ingredienser
Nicecream med jordbær
- 2 spsk mælk
- 2 frosne bananer
- 10 frosne jordbær
- Top evt. med frysetørrede hindbær og friske jordbær
Nicecream med peanutbutter
- ½ dl mandel kakaomælk Du kan også bruge alm. kakaomælk, det har bare en lidt anden smag – men stadig lækkert!
- 3 frosne bananer
- 1-2 tsk peanutbutter
- Top evt. med lidt groft hakket mørk chokolade og tynde skiver banan.
Sådan gør du
- Lad bananerne tø op på køkkenbordet i ca 10 minutter.
- Bland alle ingredienserne i blenderen, og blend til det har en ensformet masse. Det tager ca 1 minut.
Skriv et svar