
Julemandens knapper er en dejlig vaniljesmåkage, som er rigtig god at lave sammen med børn. Den er børnevenlig både i produktionen, af smag og af udseende. Der skal et lille stykke chokolade ovenpå hver småkage, det kan eksempelvis være chokoladeknapper eller de små julekranse.
Denne småkage er blevet en del af vores jul, fordi Niels er vokset op med at hans mor altid lavede dem. Så da han spurgte om ikke også vi skulle give denne småkage videre til vores børn, var der slet ingen tvivl: Selvfølgelig skulle vi det!
Vores børn er stadig små, og derfor er deres opgave at putte chokoladeknapper på småkagerne. De bliver lidt ujævne fordi der trykkes forskelligt, og der ryger en del chokoladeknapper undervejs (ca hver anden ryger i munden – det gælder jo om at tjekke at de stadig er gode). MEN! Det er helt okay, for det er en del af at have børn med i køkkenet 🙂
Julemandens knapper er et hyggeligt projekt for hele familien.
Det vil glæde mig, hvis du vil følge med på Instagram. Her deler jeg daglig inspiration. Det er også her, du kan få et indblik i, hvem jeg er, mit liv som småbørnsmor, diabetiker og min madlavning generelt. Jeg håber vi ses 🙂


Julemandens knapper
Ingredienser
- 200 gram smør
- 350 gram mel
- 75 gram flormelis
- 1 spsk vaniljesukker
- ½ tsk bagepulver
- 1 knivspids salt
- chokoladeknapper
Sådan gør du
- Alle de tørre ingredienser blandes sammen.
- Smørret smuldres deri og æltes ind i blandingen.Tilsæt evt lidt vand for at få det til at hænge bedre sammen.
- Lav ruller af dejen, skær dem i stykker og tril kugler (ligesom med pebernødder – bare lidt større).
- Placer kuglerne på en bageplade med bagepapir.Tryk en chokoladeknap ned i midten af dem alle.
- Bages i midten af ovnen på 175° varmluft i 10-12 minutter.Småkagerne er færdige når de er let gyldne.
Søger du mere inspiration?
Vi har nogle bestemte småkager vi laver hvert år til jul
- Min mands favorit er kokossnitter med romglasur
- Jeg elsker karamelsmåkager
- Vi er desuden begge enige om at citronsmåkager er kommet for at blive
- Børnene er begge glade for både lyse pebernødder og julemandens knapper
- Jeg selv er mere til de brune pebernødder
- Derudover skal der bare Rice Krispies konfekt på bordet – ellers kan det ikke blive rigtig jul 🙂 Ja og sådan har Niels det altså med træstammen med nougat og pistacie
Mon i andre også har en ligeså besværlig familie? 😀 Ej, pjat.. Jeg elsker det!
God fornøjelse med opskriften og glædelig jul.
[wptb id=5759]
Skriv et svar