
Rosinboller kan dele vandene – enten elsker man dem, ellers brokker man sig over hvad dælen rosiner laver i bagværk 🙂
Som barn var jeg ikke jublende, når jeg opdagede at det var rosiner og ikke chokolade der gemte sig i bollerne. Mine egne børn er derimod helt vilde med rosinboller (og også chokoladeboller), så det er selvfølgelig noget jeg måtte have en opskrift på. I dag synes jeg også at rosinboller er lækre. De skal blot have et lag smør på, og så spiser hele familien lystigt af dem.
Jeg har flere skønne bud på lidt anderledes boller der er perfekte til eftermiddagskaffen. Prøv også mine æbleboller, bananboller og de bløde gulerodsbrud.
Det vil glæde mig, hvis du vil følge med på Instagram for daglig inspiration. Det er også her du kan få et indblik i hvem jeg er, mit liv som småbørn-mor, diabetiker og min madlavning generelt. Jeg håber vi ses 🙂


Rosinboller
Ingredienser
- 100 gram smør
- 3 dl mælk
- 25 gram gær
- 50 gram sukker
- 2 æg det ene til pensling
- 600 gram hvedemel
- 150 gram rosiner
- 1 tsk kardemomme
- 1 tsk salt
Sådan gør du
- Smelt smør i en gryde.Tilsæt mælk og tjek om temperaturen er "lillefinger varm".Opvarm eller afkøl blandingen til det har den rette temperatur.
- Opløs gæren i væsken.Tilsæt sukker og 1 æg.
- Bland hvedemel, rosiner, kardemomme og salt sammen i en skål.Tilsæt væsken og ælt det hele godt.
- Stil dejen til hævning i 1 time ved stuetemperatur.
- Form 16 boller af 75 gram.Placer dem på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve i 30 minutter.
- Pensl bollerne med et sammenpisket æg.
- Bag i midten af oven ved 200° varmluft i 10 minutter.
Skriv et svar